Dristig Nu Mit Bange Hjerte


Dristig nu, mit bange Hjerte,
Fat dig et frimodigt Sind!
Skynd dig kun med al din Smerte
Lige til din Jesus ind!
Ja, jeg lober lige til,
Lad kun spotte, hvem der vil,
Sligt jeg ei kan se og hore,
Har det kun med Gud at gjore.

Som i Storm og stærke Vinde
Skibet drives under Land,
At det Rolighed kan finde,
Sættes der igjen i Stand,
Saadan har nu Vredens Vind,
Jesus! drevet mig herind,
Da jeg for ei tænke kunde
Andet end at gaa til Grunde.

Du vil mig vist ei bortstode,
Sode Jesus, Sjæleven!
Thi jeg sorget mig til Dode,
Kom jeg ikke til dig hen.
Ingen Hjort saa torstig kan
Skrige efter Kildevand,
At jeg ei med storre Smert
Længes efter dig af Hjerte.

Jeg vil ikke tigge længe
Der, hvor intet er at faa,
Ære, Rigdom, Gods og Penge–
Sig mig dog, hvor langt de naa?
Da jeg var i Sjæle-Nod,
Da var hele Verden dod,
Ingen kunde, ingen vilde
Den fortviled’ Sorg formilde.

Jesus, ja min Jesus ene,
Han alene kan og vil,
Derfor, hvad end andre mene,
Ham jeg trænger mig hen til;
Det er ham, min Sjæl, du maa
Ene, ene lide paa,
Ham jeg ogsaa fast vil holde,
Til min’ Hænder ere kolde.

Jesus, tak, at du tilsteder
Mig at komme dig saa nær!
Du har sode Ord, som glæder,
Stærke Ord, som frelser her
Fra al Sorg og Synd og Nod;
Se, jeg er i Jesu Skjod!
Det er Ære her at ligge,
Det er Rigdom her at tigge.