Du Fodes Maa Paany


Du fodes maa paany, om du vil se Guds Rige.
DenTale synes haard og hoi og mork tilsige;
thi dein Fornuft er blind, og Viljen altfor svag,
Og hele Værket er Guds Aands og Naades Sag.

Du fodes maa paany, og det vil koste Smerte,
For den Forandring er fuldkommet i dit Hjerte,
De Baand, som fængsle dig til synden, loses maa,
For til dein Jesus du kan Hjertet bundet faa.

Du Synden i din Barm og Syndens Straf maa kjende,
Og saa med Bod og Bon til Jesus ret dig vende,
Da faar du Aandens Liv og Kraft til Ondt at sky
Og Lyst at gjore Godt, da fodes du paany.

Guds Aand frembringer Tro, og Liv i Hjertet tænder,
En ny og ukjendt Ild i alle Evner brænder;
Ei nogen syndig Lyst da mere er din Ven,
Og neppe du dig selv kan kjende mer igjen.

For Vellyst glimrede med alle Skjonheds Straaler,
Nu denne Skjoges Sil dit Øie mer ei taaler,
Mod dens Tillokkelse du nu er blind og dov;
For guldet var din Gud, nu ser du, det er Stov.

For greb du efter Rog og elsked’Ærens skygge,
Paa god Samvittighed din Ros du nu vil bygge;
“Dig selv at kjende’ for du flittig vilde sky,
Nu beder du derom,naar du er fodt paany.

Nu er du Barnet lig; ei for den Dag i Morgen
Med Tvil og Frygt din Sjæl sig overgiver sorgen,
Glad i den Del, du har, du hviler tryg og stil;
Min Fader, siger du, veed, hvad jeg trænger til.

Nu er du Barnet lig’ det leger med sin Lige,
Alt om det og er fodt som Arving til et Rige;
Du kjender ei Foragt, men i en ydmyg Aand
Med Brodre knytter du det sOde Samfunds Baand.

Nu er du Barnet lig, der revses af sin Fader,
Og grædende, men dog ved omme, milde Lader
Sig kaster i hans Favn og Gunst udbeder sig;
Saa kysser du Guds Haand, som tugter faderlig.

Min Gud, du give mig, hvad Ord ei kan udsige,
Forny dit Liv i mig, at jeg maa se dit Rige;
Naturens Banart bryd, los Syndens haarde Baand,
Skab i mig Troens Liv ved din den gode Aand!