Du Skjaenker Mig Dig Selv


Du skjænker mig dig selv,
Du selv min Del vil være,
Min Jesus, ak hvad skal
Jeg dig igjen forære?
Alt, hvad jeg er og har,
For intet regnes kan,
Alt, hvad jeg kan og veed,
Det veier ei et Grand.

Du skjænker mig dig selv,
O Sol, min Sjæl at glæde,
Bort Sorg, hvor kan jeg nu
Bedrovet gaa og græde!
Thi Jesus skinner nu
Saa liflig i mit Bryst,
Og glæder Hjertet med
Sit klare Lys og Lyst.

Du skjænker mig dig selv,
O Manna, mig at fode,
Min Sjæl er mæt, som for
Var hungrig, tom og ode,
Du haver gjort mig stærk
Paa denne Ørkens Vei,
Jeg haver Forraad nok,
Saa jeg vansmægter ei.

Du skjænker mig dig selv,
O klare Livsens Kilde!
Dit himmelsode Væld
Kan al min Torst formilde;
Naar jeg er fuld af Sorg,
Og Verdens Trost gi’r Meen,
Saa er den Kilden sod,
Livssalig, god og ren.

O, tag til Takke med
Det, jeg igjen kan gjore,
Mit Hjerte længselsfuldt
Begynder sig at rore,
Og vil opofres dig;
Jeg selv min Ringhed ser,
Men tag mig, som jeg er,
Jeg har jo intet mer!

Min Tro jeg skjænker dig,
Min Brudgom! jeg er Bruden,
Jeg vilde heller do,
End leve dig foruden;
Jeg lever – ikke jeg,
Du lever selv i mig,
Og hvad jeg lever nu,
Det lever jeg i dig.