Gud Jeg Tror Og Det Bekjender


Gud, jeg tror og det bekjender,
At du fra al Verdens Ender
Har en Kirke samlet dig,
Hellig og almindelig.

Med den kristne Kirke menes
Folk, som i een Tro forenes,
Som ihvor de monne bo,
Har een Daab, een Gud, een Tro.

Kristus rensed den for Lyde,
Lod sit Blod for hende flyde,
Forsted, frelste, valgte ud,
Og tog hende til sin Brud.

Dog der findes mangelunde
Blandt de Gode ogsaa onde,
Verdens Sind og Vantro nok
Blandt den synlig’ Kirkeflok.

Ondt og Godt sig sammenblander,
Alt saa længe Verden stander,
Klinten gror blandt Hvede-Sæd
Vokser indtil Hosten med.

Kirkens rette sande Lemmer
Du af Lære, Liv fornemmer,
Som bekjender sandt og tror,
Har rent Sakrament og Ord.

Du, som Kristi Faar vil være,
Kristi Rost du bor at lære,
Er du dobt i Herrens Navn,
Da gjor Herrens Værk og Gavn!

Ellers hjælper det dig ikke,
At du Herrens Kalk vil drikke;
Den er domt, som ikke tror,
Det er Guds sandfærdig’ Ord.