Guds Igjenfodte Ny Levende Sjaele


Guds igjenfodte, ny levende Sjæle,
Moder vor Abba i syngende Flok,
Herrens ny Skabningers liflige Sjæle
Kan i hans Lovsang ei ove sig nok,
Lader dog hver sig for Faderen hore,
Hvem der hans Naade kan deiligst kundgjore.

Allerlivsaligste, mildeste Fader,
Havde vi himmelske Stemmer i Fryd,
Havde vi Englenes Miner og Lder,
Havde vi Kerubims Vinger og Lyd,
Aldrig vi alle tilhobe formaa’de
Noksom at prise den mindste din Naade.

Onde vi vare og dode som Stene,
haarde i Hjertet som Marmor og Staal,
Det var din mægtigste Styrke alene,
Somos ifk reddet, og naa’de sit Maal,
Lod os ved Aanden i Ordet fornemme
Frelserens Levendegjorende Stemme.

Ak, hvad vi da bleve sælsom tilmode!
Nu vi ret saa vor Fordærvelses Stand,
Vi, som tilforn ikke andet forstode,
End at os feilede ikke et Gran,
Stinkende i vor Begjærligheds Grave,
Og dog formente os Livet at have.

Naar vi betænke, hvad Faderen tænkte,
Da han begyndte at drage os ud,
Da han os Livet i Midleren skjænkte,
Smykeede Sjælen til Frelserne Brud,
At han os elskte, os Onde, saa saare–
Maa vi henflyde i Kjærligheds Taare.

Synkes end Sjælen at smage Guds Vrede,
Jamrede saare iFodselens Nod,
Det var i Sandhed Guds Kjærligheds Hede,
Den, som os haver til Himlene fod;
Hjertet det maatte sin Jammer jo kjende,
Forend det vilde til Korset sig vende.

Saa vi end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af Dommedags Sky,
Golgata blev dog omsider tilsyne,
Saligheds Morgen begyndte at gry,
Da Brod det ud, som af Fodselens Smerte,
Det af Gud skabte ny levende Hjerte.

Troen begyndte at tændes herinde,
Hjertets det skjulte ny Menneskes Sjæl,
Forst i en Længsel sin Jesus at finde,
Og nu al Verden at sige Farvel,
Synden den kjendte som stinkende Sole,
Da den fik Vrede og Naade at fole.

Ak, hvor Guds Mægtige Kjærlighed stræbte
Ret at indplante det himmelske Sind,
Medens Bedrovelsens Folelse Dræbte,
Hvad ei i Kristi Forening gaar ind;
Jesu Retfærdighed Sj,len blev givet,
Kjodet til Doden og Aanden til Livet.