Guds Naade Jeg Altid Prise Vil


Guds Naade jeg altid prise vil,
Thi han mit Hjerte on glæde,
Han siger mig og sit Venskab til,
Alt Godt mig haver tilrede,
Om jeg hans salige Ord vil tro,
Som Skriften monne os sige:
Hos ham i Himmerig vil jeg bo,
Og aldrig fra hannem vige.

Jeg vil og altid ham vær nær,
Og altid om hannem tale,
Hans salige Ord er mig saa kjær,
De kunne mig bedst husvale.
Naar Gud det skikker, og det saa sker,
At jeg til hannem skal fare,
Mit Sind sig glæder, mit Hjerte ler,
Min Sjæl den vil han bevare.

O Herre min Gud, jeg finde kan,
Det volder Angest og Kvide
Hos Fattig og Rig, hos Kvind’ og Mand,
Sit Kors taalmodig at lide,
Thi Kjod og blod ere skrobelig,
Det kunne vi alle finde,
Gud unde os stride mandelig,
Vor’ Fiender over at vinde!

Naar Fristeren til vort Hjerte gaar,
Vil til Fortvilelse fore,
Ved Guds Magt jeg uforfærdet staar,
Jeg vil hannem intet hore,
Saa maa han vige, den fule Aand,
Med sine gloende Pile,
Min Sjæl befaler jeg Gud i Haand,
For evig hos ham at hvile.