Guds Naade Og Aarvaagenhed


Guds Naade og Aarvaagenhed,
Hans Omhu og hans Øie,
Derpaa kun faa at skjonne veed,
Og hvor han agter noie,
At han os i sin Vingaard kan
Indkalde, hver udi sin Stand,
Og saligt Gavn tilfoie.

Ved Verdens Morgen da opgik
Hans Naades Straaler vide,
Som Kraft og megen Styrke fik
Ved hoie Middags-Tide;
Der det mod Verdens Aften led,
Blev han ei af sin Omhu kjed,
Men saa, hvor vi mon lide.

Han hegned sig en Vingaard ind,
Og kaldte os med Milde,
At vi, som stod med dovne Sind
Alt ud mod Aften silde,
Vi skulde der Guds Arbeid faa,
Og frem i Flid og Frugter gaa,
Som han forvente vilde.

Men i Guds Vingaards ædle Lyst
Den gamle Orm indbryder,
Og op i Arbeids-Folkets Bryst
En Hovmods Tanke skyder;
De, som Guds Arbeid mest har gjort,
De agter ikke andre stort,
Men sine egne Dyder.

De, som paa Arbeid aarle kom,
Og lode sig indbede,
Som bare Dagens Byrde om
Udi den stærke Hede,
De vente storre Lon at faa
End de, som kun en Time gaa,
Og have kort at svede.

Men Gud, som er paa Naade rig,
Foruden maal og Ende,
Den Sidste gjor den Forste lig,
Og lader derved kjende,
At intet vi fortjene kan,
Men Lod udi Guds Himmelland
Den vil hans Naade sende.

O Gud, hvad er dog al vor Daad,
Vor Tanke og vor Tale,
Vor Adfærd og vort Hjertes Raad,
Hvor fagre vi dem male?
Naar du os i dit Lys beser,
Da er vort Guld kun ringe Ler,
Hvoraf saa hoit vi prale.

Vi derfor alle vente paa
Vor Del i Herrens Glæde,
At vi skal den af Naade faa
Fra Herrens Stol og Sæde
For, Jesus, din Retfærdighed,
Ja for din Dod og blodig Sved,
Det er vor Tro og Glæde.