Hos dig, o Jesus, sent om Nat
En Mand paa Doren banker,
Han kommer hungrig, træt og mat
Af mange Tvilens Tanker.
Du vredes ikke at han kom,
Men lader op saa mild og from,
Og tænder Lys, som Nat og Nod,
Ja Dom og Dod
Med Livsens Straaler gjennembrod.

O tænk, min Sjæl, at have sat
Sig ved din Visdoms Kilde!
O tænk, en Nikodemus-Nat
Hos Jesus i det Stille!
Den undes dig, som soger Gud,
Og du skal gaa fra Modet ud
Med Lys udi din Frelses Sag,
Og andet lag
Der bli’r paa dig fra denne Dag.

Han siger dig du armer Flok,
Som efter Freden længes:
En Lærdoms Form er dig ei nok.
Nyt Liv er det, som trænges;
Thi hvad af Kjod er fod, er Kjod,
Ser ei Guds Rige, men kun Dod;
En Fodsel kun af Aanden dig
Gjor aandelig
Og paa ny Liv i Kristus rig.

Ja, om du skal Guds Rige se,
Da maa paany du fodes;
Af Vand og Aand saa maa det ske,
Den gamle Adam dodes.
Du veed ei, hvordan det gaar til,
Men vist det sker, hvad Gud han vil,
Og Aandens Vei du ei forstaar,
I Lon den gaar,
Og ved Guds Ord sin Agt den naar.

Der blæser Vind, dens Sus og Brus
Du merke kan og hore,
Men kjender ei dens Tilholds Hus,
Og hvorhen den vil fore:
Saa er det med den Sjæl, som fik
Ved Aandens Idræt anden Skik;
Du bliver ny, og merker grant,
At vist og sandt
Et Aandens Lys i dig oprandt.

Men Jesus er din Rednings-Grund,
Paa Korsets Træ ophoiet,
At hvo til ham i Trængsels Stund
Med Tro oplofter Øiet,
Han Lægedom til Livet faar
Mod Slangens Bid og Banesaar,
Saa Jesu Dod ved Tro og Daab
Er Frelses Haab
For hver, som staar med Angers Raab.

Det gjor min Sjæl saa stærk og glad,
At Gud mig givet haver
Gjenfodelsens det dyre Bad
Med Aandens Himmelgaver,
Har revet mig af Satans Garn,
Og gjort mig der til et Guds Barn,
Thi give Gud hos Daabens Pagt
Ved Aandens Magt
Jeg stærk i Troen staar paa Vagt.