Hvad Er Det Blandt Saa Mange


Hvad er det blandt saa mange,
O kjære Herre Gud!
Saa klager Hjertet bange,
Og ser i Ørken ud.
Her er et Øde Sted,
Vi staa med tomme Diske,
Fem Brod og to smaa Fiske,
Ei Raad til mer vi veed.

Men Jesus Kristus, stærke
Guds Son, i Ørken staar,
Vil lade Verden merke,
Hvad Herrens Magt formaar;
Det Lidet er ham nok,
Hans Ord i Ørken lyder,
Han tager Brodet, bryder
Fuldt op for al den Flok.

O, naar du sidder hjemme
Udi et fattigt Hus,
Og ei formaar at glemme
Det tomme Oljekrus,
Naar mange kræve Mad,
Med Sorg du Smulen tager,–
I Londom Gud tillager,
Hvad dig skal gjore glad.

Kast bort din Angst og Kvide,
Giv Tid, saa kommer Raad!
Og dette skal du vide,
Guds Barn er bedre spaad;
Den, som arbeided, bad,
Han glemmes ingenlunde,
Gud skaber fler ei Munde,
Han giver ogsaa Mad.

Der er en anden Fode,
Af Jorden ei opgrod,
Vi hungred os til Dode,
Om vi det ei forstod,
Det er den Manna sod,
Af Himlen ned mon regne,
Det Guds Ord allevegne,
Som lindrer Sjælens Nod.

Vi komme her en Skare,
At lytte til Guds Ord,
Gud lad os ikke fare
Her fastende fra Bord!
O Jesus, Livsens Brod,
Mæt alle hungrig’ Sjæle,
Som gjerne ville dvæle
Hos dig i Ørkens Nod!

Vi maatte jo vansmægte
Paa Veien, som vi gaa,
Om do os vilde negte,
Dit Naades Ord at faa.
Dit Rige, Herre, forst!
O, lad os mindes dette,
Da vil du os nok mætte,
Og stille Trang og Torst!