Hvad Er Det Godt I Jesu Arme


Hvad er det godt i Jesu Arme
Som Skjodebarn at sove ind,
Og ved hans Naades Bryst sig varme
med et fra Sorgen friet Sind!
Hvad vil du dig med Frygt besvære?
Gud kan din Sorg alene bære,
Hans Trosfasthed omskiftes ei;
Han er dig altid tro forblevet,
Og har sig med sit Blod forskrevet,
At fore dig den rette Vei.

Hvor daarligt som en Hedning fare
I alle Jammers Torner ind!
Du kunde dig den Moie spare,
Og favne Jesus i dit Sind;
Da skulde Sorgen selv sig glemme,
Og du en liflig Ro fornemme,
At se, hvad han af Evighed
For Kjærlighed har til dig baaret,
Som jo endnu er ubeskaaret,
Og evig, evig bliver ved.

Hvi vil du græmme dig for Livet,
Og hvad der horer Livet til?
Gud, som dig har det forste givet,
Dig og det andet give vil.
Den, Sjælen Himmel-Spise rækker,
Og med sin Jesu Purpur dækker,
Som er saa hjertehuld og tro,
Han Legemet skal og betænke,
At du dig derfor ei tor krænke,
Men lade det paa Gud bero.

Umælende dig det kan sige,
Ja hver en Skabning, smaa og stor,
De tyde i Guds Almagts Rige
Hans Forsyns Vei og klare Spor.
Den lille Fugl, vor Herre nærer,
Sig aldrig over Trang besværer,
Er altid lystig, mild og vel,
Gjor Mark og Skov til Pardiser,
Og mer, end vi vor Herre priser,
At vi maa skamme os ihjel.

Se Liljen i de gronne Dale!
Hvo har vel smykket denne Brud?
Hun skulde, om hun kunde tale,
Dig skjelde for en Tistel ud.
Blandt Torner ser du Rosens Ynde,
At den dig vil til Troen skynde,
Og alle Blomsters fagre Top
I Tal og Skjonhed uden Ende,
Som alle sig mod Himlen vende,
Og vise dig til Gud henop.

Der ser man dem i deres Smykke
Saa alle Tider mildt at le,
At Salomon i al sin Lykke
Mod den kun ringe var at se.
Kan gud et græs saa hoit begave,
Hvad skal du da, min Sjæl, vel have
For Prydelse og Herlighed,
Som har den bedste Skjonhed arvet,
Og er med Blodet purpurfarvet,
Som flod af Jesu Vunder ned?

Den Del, vi bruge her i Live,
Er ikke megen Kummer værd,
Een Ting er nodig ret at drive,
Og tage sig af Hjertet nær.
Hvor mangen gaar med Suk og Klager
For det, som Gud sig selv paatager,
Og bærer sorgen i sit Byrst
Da tidt, naar ingen Redning kjendes,
Ved hannem al vor Jammer vendes,
Til Hjertens Glæde, Fryd og Lyst.

Saa hvil, min Sjæl, foruden Plage
Saa stille i din Jesu Skjod!
Lad dig den Glæde ei fratage,
Men glæd dig dermed til din Dod:
At Gud i Kristus dig udvalgte,
Og alle dine Taarer talte
Har afmaalt al din Gang og Vei;
O, lad dig det dog engang sige,
Din Gud han kan dig aldrig svige,
Nei, Gud alene sviger ei.