Hvad Ere De Kristne Dog Indvortes Smukke


Hvad ere de Kristne dog indvortes smukke!
Skjont Solen dem udvortes haver forbrændt;
De Frugter, som Jesus dem giver at plukke,
Er ene dem selv og ei Andre bekjendt;
Hvad ingen kan fatte,
Hvad Ingen kan skatte,
Har disse livagtig i Sjælen befundet
At være som Lyset i Morket oprundet.

Udvortes de synes som Pjalter og Klude,
Vidunder for Engle og Verden til Spe,
Men indentil ere de smykkede Brude,
Har Jesus iHjertet, er liflig’ at se,
Ja Tidernes Under,
Som dagligen stunder
Og stræber kun efter, naar Tiden sig ender,
At prise vor Jesus med Palmer i Hænder.

De ere vel komne af Adam som Andre
Og bære den Fordiskes Billede med,
De vaage og sove, arbeide og vandre
Og lide saavel som de Andre Fortræd,
I jordiske Skikke,
I Mad og i Drikke
Man ser dem ei noget færdele at gjore,
Kun Verdens Lyst fly de og ikke vil hore.

Dog er de af himmelske Herkomst og Stamme,
Dem Herren ved ordet har indvortes fodt,
Saa yndig en Lue af himmelske Flamme,
Dem Zion har ammet i moderlig Skjod,
Guds Engle sig glæde
Iblandt dem at træde,
I Samkvem at sjunge: Halleluja! Amen!–
Hvor deiligt maa dette dog klinge tilsammen!

Skjont svage de ere, de Verden beskytte,
I Himlen de leve, pa Jorden de gaa,
De nyde Guds Fred og med Ingen vil bytte,
De mangle, dog alting de har og formaa,
De komme i Skade,
Og blive dog glade,
De udvortes synes som visne og dode,
Og indvortes staa dog i deiligst Grode.

Haar Krist, deres Liv, aabenbaret skal blive
I Herlighed, medens Basunerne gaa,
Da skal han som Konger og Fyrster dem give
At stilles om Thronen med Kronerne paa,
Med ham triumfere
Og evig regjere,
Og straale som sole i himmelske Sæde;
g nyde den allerlivsaligste Glæde.

O springer, I Dale og Bjerge tillige,
O, jubler, I Himle, og fryd dig, du Jord!
Du bærer Guds Naades det deilige Rige,
Hvor Himlenes Roser saa lonligen gror;
Naar Dommedag kommer,
Begynder din Sommer,
Naar Livet det skjulte med Kristus fremstiger,
Hvorefter du med dem nu sukker og diger.

O jesus, du Sjælens livsaligste Eie,
Du Skat, som i Hjerternes Dybeste bor,
Hjælp os at udvælge de fredsæle Veie,
Om Korset os brænder saa sorte som Jord,
Her ikke bekjendte,
For Verden forvendte,
Her, skjulte med Kristus i Faderen leve,
der aabenbar med ham i Himlen svæve!