Hvad Gaar Mig Verden An


Hvad gaar mig Verden an, med hvad den har i Eie,
Naar jeg med dig kun maa, min Jesu, mig fornoie?
Du ene rettelig min Sjæl forlyste kan,
Du er min Fred og Ro; hvad gaar mig Verden an?

En Rog er Verden lig, som bort med Verden farer,
Ja den en Skygge er, som ikkun stakket varer;
Men Jesus holder fast, naar Intet holde kan,
Han er mit stærke Slot; hvad gaar mig Verden an?

Sig Verden Moie gjor for det, man Hoihed kalder,
Og tænker ei, hvor snart det Blomsters Blade falder;
Jeg soger al min Ros hos Gud, min Frelsermand,
Han al min Hoihed er; hvad gaar mig Verden an?

Sig Verden Moie gjor at samle Gods og Penge,
Og mener siden ei til Nogens Hjælp at trænge;
Men Gud mig haver sat i en langt bedre Stand:
Min Rigdom Jesus er; hvad gaar mig Verden an?

Sig Verden græmmer hoit, ifald man den foragter,
Ret som om man med List den efter Æren tragter;
Til Spot og Haanhed med min frelser jeg er van;
Naar Jesus ærer meg, hvad gaar mig Verden an?

Sin Lyst kan Verden ei tilfulde nok beskrive,
Men skulde Himlen selv vel derfor ofte give;
Dog den, som tænker sligt, er vist en daarlig Mand;
Jeg haver Jesum kjær, hvad gaar mig Verden an?

Hvad gaar mig Verden an? Dens Pragt kan ingenlunde
Staa Dodens Magt imod, men gaar i Hast tilgrunde,
Dens rigdom bliver Rog, dens Glæde bliver Vand;
Er Jesus kun med mig, hvad gaar mig Verden an?