Hvad Kan Veie Op Den Glaede


Hvad kan veie op den Glæde,
Naar it Hjerte Naade faar
Til med Bon for Gud at træde,
Og jeg for hans Ansigt staar,
Breder ud min Gnaske Sjæl,
Taler om dens Ve og Vel,
Skrifter ham dens Kamp og Trængsel,
Tolker ham dens Savn og Længsel!

O, naar Hjertet ret kan bede
Til sin Gud af dybest’ Grund,
Det er visselig hernede
Livest allerbedste Stund.
Intet ligne kan den Trost,
Som nedlægges i mit Bryst,
Naar min Aand i Bon kan stige
Op til Gud i Himmerige!

Da kan jeg det grant fornemme,
Gud han er mig ganske nær,
Horer faderlig min Stemme,
Og med Naade til mig ser,
Tager kjærlig mod min Bon,
Fatter godt mit Suk i Lon,
Lægger til min svage Stammen
For min Frelsers Skyld sit Amen.

Hvorfor er du, o mit Hjerte,
Tidt saa lunken da til Bon,
Raaber, trods din Nod og Smerte,
Sjelden ret til Gud i Lon?
Hellig Aand, o Herre sod!
Varm mig med din Naades Glod,
At min Bon kan daglig stige
Op til Gud i Himmerige!