Hvi Skulde Nogen Vre


Hvi skulde nogen være
Begjærlig efter det, han veed
Os ene kan besvære
Og hindre fra vor Salighed?
Den Verdens Ære fange,
Som kan saa snart forgaa,
Og hjertebunden gange
Deri med ond Attraa,
Det volder Angst og Pine
For baade Sjæl og Krop,
Vil du til Ære trine,
Da sog til Himlen op!

Hvad kan os Vellyst nytte,
Der er saa ondt og hastig endt?
Kan Rigdom os beskytte,
Naar Doden har sin Bue spændt?
Min Jesu Æresæde
Har uforgjængligt Guld,
Af Hjertens Lyst og Glæde
En ganske Himmel fuld,
Mod hvilken Verdens Rige
Er kun som Skum paa Vand;
Kom, Hjerte, lad os stige
Til Himlens Fryde-Land!

Det kan jeg frit bekjende,
Og glædes Dag og Nat dertil,
Et Rige uden Ende
Gud mig i Himlen unde vil.
Lad Verden sig fornoie
I det, som snart forgaar,
Min Krone i det Hoie
Alt færdig til mig staar;
Jeg skal med Gud regjere
I evig Herlighed,
Hvem vilde sorge mere,
Imens jeg dette veed!

O Jesus, al min glæde!
Naar kommer dog den blide Stund,
At jeg derop kan træde
Og prise dig med Engle-Mund?
Naar skal jeg brudesmykkes,
Naar skal den Vending ske?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faar at se?
O, und mig snart den Ære
I Glædens Paradis
Min Æres-Krans at bære
Dig selv til evig Pris!