Hvi Vil Du Dig Saa Klage


Hvi vil du dig saa klage
Og give, kjære Sjæl,
Dig saa med Sorgen plage?
Tro dog din Frelser vel,
Og vær i hannem fro!
Han veed din Sag at vende
Til god og lyksom Ende,
Det skal du stadig tro.

Han aldrig dem forlader
I nogen Modgangs Tid,
Som kjende ham for Fader
Og slaa til ham sin Lid;
Ser det end farligt ud,
Saa tor du ikke grue,
Du skal dog Frelse skue
Fra al Miskundheds Gud.

Han aldrig monne glemme,
Hvad Nod du i er stedt,
Thi skal du dig ei græmme,
For Mennesken’ er vred;
Kun ti, og lid og bi!
Vil han dig Hjælp tilskikke,
Saa kan al Verden ikke
Der gjore Hinder i.

Om Satans Hær end sværmer,
Saa er dog Gud din Borg,
Som altid dig beskjermer,
Og redder af al Sorg;
Om hele Helvede
Sig ind imod dig sætter,
Det intet dog udretter,
Guds Vilje dog maa ske.

Skal det og hart tilgange,
Saa vrid dig ei derved,
Det gaar saa andre mange
I denne Usselhed;
Langt bedre det dog er
Med Guds Folk her at lide,
End finde hisset Kvide
Og evig Dods Ufærd.

Lad dig derfore noie
Med det i Jesu Navn,
Som Gud vil selv tilfoie,
Det alt er til dit Gavn;
Dit Haab paa ham kun stil!
Hvad Harm der er for Haande
Dig frelse af al Vaande
Han baade kan og vil.

Derfor jeg ham hengive
Vil mig og al min Id;
Gud unde mig at blive
Derved til evig Tid!
Det alt behager mig,
Som Herren selv behager,
Jeg veed, han Omsorg drager
For mig saa faderlig.