Hvo Hjertet Vil Omskjre


Hvo Hjertet vil omskjære
Og vil den onde Lyst
Ei fode og ernære,
Men drive af sit Bryst,
Han saar og Jesu Sind,
Som er omskaaren bleven,
Han er til Himlen skreven
I Korsets Orden ind.

Hvo saa sit Aar begynder,
Han fOlger Kjodet ei,
Men sig i Aanden skynder
Til Livsens rette Vei,
Han ny er fodt og skabt,
Af Himmelbyrd oprunden,
Som har i Jesu funden
Alt det, som fOr var tabt.

Dog Hjertet at omskjære,
Mærk, Sjæl, hvordan det sker:
Din Synd du ret maa lære
At hade mer og mer;
Bod er det, som her maa
Dit stenehaarde Hjerte
Ret fore ind i Smerte,
Ja ganske sonderslaa.

Ak, giv til det at gjore
I det begyndte Aar
Din Aand, somos kan rore
Og ene det formaar,
At vi dit Billede,
I dem, som ere blinde,
Naar de sig ret befinde,
Kan snarlig saa at se.

Jeg er i Længsels Smerte
Og Tusinde med mig,
Som vil af ganske Hjerte
I Troen favne dig;
Naar jeg dig have maa,
Hvad vil jeg mer begjære?
Jeg kan jo ikke mere
End alting, Jesum, faa.

I Syndere! betænker,
O hvilken farlig Sag!
I gaa i Satans lænker
Saa mange Aar og Dag’:
Begynder Aaret ei,
For I ved herrens Naade
Har ladet eder raade
At gaa paa Livsens Vei.

Omskjærer eders Hjerter
Og lober Gud i Favn
Med Ponitentses Smerter
I Jesu Christi Navn,
Saa skal det ogsaa ske:
Gud lader sig formilde,
At I hans Naades Kilde
I dette Aar skal se.

Lad alle Christnes Meneng
Fast derudi bestaa,
At de i den Forening
Til Doden blive maa;
At de i ingen Nod
Sig lade fra dig drage,
Men trostig Korset smage,
For din den bitre Dod!

Saa ville vi dig prise
Bort ganske Livets Tid,
Men denne Pligt bevise
Med storre Kraft og Flid,
Naar vi vor Jesum faar
At se med alle Fromme,
Og kan med dennem komme
til Evigheds Nytaar.