Hvo Ikkun Lader Herren Raade


Hvo ikkun lader Herren raade
Og paa ham sætter al sin Lid,
Den vil han fri fra alslags Vaade
Og redde af al Nod og Strid;
Hvo al sin Lid til Herren slaar,
Hans Hus paa sandig Grund ei staar.

Hvad hjælper os vor Sorg og Klage?
Hvad hjælper os vor Ak og Ve?
Hvad hjælper, at vi alle Dage
Bejamre vor Bedrovelse?
Vi fylde kun vor Modgangs Skaal
Med sligt unyttigt Klagemaal.

Staa, Christensjæl! kun lidet stille,
Og vær fornoiet i dit Sind,
Alt som vor Herres Naade-Villie
Og Forsyn Alting retter ind;
Den gode Gud og Skabermand
Bedst skjonner, hvad os feile kan.

Han kjender, hvem det bedst kan fremme,
Han ved den rette Frydetid;
Naar han vor Troskab kan fornemme
Og mærker ingen Hykle-Id,
Saa kommer han, for videt se,
Og vil os meget Godt bete.

Tænk ei i dine store Plager,
At Herren haver dig forladt,
Og ene sig kun den antager,
Som Lykken har i Alting fat;
Ved Tiden meget ændrer sig,
Den sætter Maal for mig og dig.

Det er jo Gud slet ingen Moie,
Og koster hannem kun et Ord,
Den, som er fattig, at ophoie,
En Rig at styrte ned til Jord;
Gud er den Undergjerningsmand,
Som reise snart, snart fælde kan.

Syng, bed og lyd kun Herrens Stemme,
Vær i dit Kald vindskibelig
Og tænk, at Gud dit Værk vil fremme,
Saa sker det ogsaa visselig;
Thi hvo sin Lid paa gud har sat,
Han vorder ei af ham forladt.