Hvo Vil Nu Herrens Udvalgte Beskylde


Hvo vil nu Herrens Udvalgte beskylde?
Gud os i Kristus retfærdige gjor,
Her er i Jesus Velsignelses Fylde,
Her er Guds Naade og Himlenes Dor;
Troen brod gjennem al Angestens Pile,
For i sin Frelsers Vunder at hvile.

Aldrig kom dette Guds Engle for Øre,
For de begyndte Guds Harper at slaa,
Budskadet var dem saa lifligt at hore!
Himlenes hele Forsamling tag paa;
Amen! Halleluja! Seiren er vundet,
Jesus sit Faar, det fortabte, har fundet!

Op da, I Troende, Herrens Udvalgte!
Kjender dog Faderens kjærlig Sind,
Hjertens fortrolig ham Abba at kalde,
Nærmere træng ham i Armene ind,
Takker for den uskatterlige Ære,
At I hans Sonner og Dotre maa være!

Roser, hans viseste Tugtelsesmaade,
Ynder og elsker og kysser hans Ris;
Selv sig i Verden at fore og raade,
Det er de Kjælnes vanartige Vis;
Vandere salledes, at Hver kan fornemme,
Hvem I tilhore, og hvor I har hjemme!

Skal man af Bornene Faderen kjende,
Skal vores Vandring i Lyset bestaa,
O, hvor maa Kjærligheds Lue da brænde,
Overnaturlige Sager formaa,
Faderens Dyder i Gjerningen prise,
Saa vi vor Fiende Velgjerning bevise.

O, den uendelig inderlig gode,
Kjærligste mildeste, sodeste Gud,
Gjorer ham aldrig bedrovet tilmode,
Folger, som Bornene Faderens Bud;
Hvad han nu siger, det gjorer og lader,
Viser, hvor meget I elske vor Fader!

Hjælp os, vor Fader i Himmelens Rige,
Altid at ære dit herligste Navn,
Daglig jo mere at vorde dig lige,
Ro i din Villies mildeste Favn,
TrOst mod vor Mangel og Fristelser Plage,
Ja, midt i Doden min Kjærlighed smage!