Hvor Deilig Skal Guds Kirke Staa


Hvor deilig skal Guds Kirke staa,
Og i hans Aasyn Ynde faa,
Naar alle Hjerter knytted’ er
Udi eet Sind og een Begjær:
At elske ham og blive ved
At vandre frem i Kjærlighed!

Hvad er vort Væsen, om vi ei
Gaa Kjærligheds den rene Vei,
Og broderlig hinanden vil
Al velment Troskab byde til
Med sligt et Hjerte og Attraa,
Som Gud stod hos og saa derpaa?

Bort Vrede, Skjeldsord, daarlig Harm!
I bor ei huses i dem Barm,
Hvor Gud til Fred og salig Ro
Vil, sin Velsignelse skal bo:
Bort derfor alt, hvad skade kan
Og hindre Enigheds Forstand!

Gid Tunge, Læber, Sind og Mund
De kunde ret af Hjertens Grund
Forsage Trædskhed, List og Svig,
Og gjore sig et Himmerig
Udaf den sode Venskabs Fred
Med hver Mand i Guds Kjærlighed!

Guds Øie ser dog al vor Daad,
Vor Tanke, Paafund, Hjertens Raad;
De Onde gaa ham ei forbi
Paa deres Ondskabs skjulte Sti,
Han ogsaa paa de Fromme ser,
Al Hjælp og Naade han dem ter.

Min Sjæl, agt derfor lidet om
Den Trusel, Had og Vrede, som
Dig Verdens Born kan lægge paa,
Den skal saa snar en Vending faa,
Gaa du kun frem paa Fredens Vei,
Og agt al Verdens Tummel ei!

O sode Gud, o gid jeg maa
Mit Hjerte ved dig dannet faa,
At du kan heliges i mig,
Til jeg dig ser i Himmerig,
Hvor hellig, hellig, hellig da
Jeg synger med Halleluja!