Hvor Gud Mig Foerer Gaar Jeg Glad


Hvor Gud mig forer, gaar jeg glad,
Han, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alle Tider, hvad
Min Gud mig skikker Naade.
Gud forer mig dog lige hjem,
Thi gaar jeg altid trostig frem,
Og paa hans Hjerte lider.

Hvor Gud mig forer, vil jeg fri
Hans Trofasthed bekjende,
Og takke for den trange Sti,
Som har saa fod en Ende;
Hans allerbedste Vilje ske!
Paa den jeg vil alene se
I Livet og i Doden.

Hvor Gud mig forer, vil jeg mig
Ham ganske overgive,
Og synes Sagen underlig,
Han veed dog nok at drive,
Hvad han med mig nu fore har;
Fra Moders Liv han omt mig bar,
Jeg er og ei min egen.

Hvor Gud mig forer, ei i Tro
Og Haab mit Hjerte stille;
I mig hans egen Kraft vil bo,
Hvad kan mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trostigt Mod,
Fordi Guds Vei er altid god,
Ja vist den allerbedste.

Hvor Gud mig forer, vil jeg gaa,
Om Foden skulde brænde,
Kan jeg det forud ei forstaa,
Tilsidst jeg dag skal kjende,
At det er ene Trofasthed,
Hvor han mig forer og op ned;
Det er mit Trostens Anker.