Hvor Ilde Dog Af Synds Begjaer


Hvor ilde dog af Synds Begjær
Et Verdens Barn kan blindes!
Den sande Visdom, Brodre, er
At Jesu Venskab vindes,
Og Mammon den kan bruges saa,
Guds Venner glade modes maa,
Naar de i Himlen findes.

Ved og arbeid, og dig ei ængst,
Om du skal betle, grave,
Vid, Ærlighed den varer længst,
Og skal sin Lon nok have;
Men Lykken, som er kjobt med Synd,
Den er, forsandt at sige, tynd,
Og dybt dens Tænder gnave.

Af syndesanket Guld og Gods
Der Helved-Gnister sprager,
Samvittigheden sidder hos
Og Hjerte-Freden tager,
Det arves ei i tredie lLed,
Men ærlight Brod i Ansigts Sved
Som manna lifligt smager.

“Gjor Regnskab!” heder det engang.
For den, som mindst det venter,
Det lyder som en Rædselssang:
“Inat din Sjæl jeg henter.”
Thi vælg idag det bedste Raad,
Gak til din Gud med Bon og Graad,
Du haver ingen Renter!

O Herre Gud, som os i Haand
Har lagt de Gaver dyre,
Oplys os ved din Helligaand,
At vi dem ret bestyre.
Og gange i Husholdning din
Med Sandheds sode Vennesind
Og ei i Skalheds Syre!

O, væk os op, at vi med Flid
Og friske Alvors-Tanker
Maa bruge viselig vor Tid
I Troskab, hvor i vanker,
Og bære Hæders-Navnet ret
Af Lysets born og Himlens Æt,
Som i din Favn du sanker!