Hvor Kan Du Dog I Synden Le


Hvor kan du dog i Synden le,
Du lystoptændte Øie?
Kan det, som foder evig Ve,
Din Sjæl endnu fornoie?
Forsvandt da al din Frygt for Gud,
Al Eftertanke om hans Bud,
Om Syndens Straf og Plage?

Betragt dit Liv, forsom det ei,
Giv Agt paa dine Gange!
Er det at gaa paa Livets Vei,
Naar du en Syndens Fange?
Kan du vel tro, naar Jesus ser
Dit Hjertes daarlige Begjær,
At det ham kjært kan være?

Men ak, du tænker ei saa vidt,
Du gjor, hvad dig behager,
Du lober ind in Synden frit,
Som Lysten dig kun drager;
Din onde Vilje viser Vei,
Den folger du, og sanser ei,
Hvad Ende det vil tage.

Du tænker aldrig ret paa Gud,
Lad være Nod og Plage
Dig kan vel ofte som et Skud
Fra Verdens Aadsel jage;
Ja, da vil du til Himlen, men
Den Længsel synker snart igjen,
Naar Trængselen er borte.

Din Andagt er en Mundfuld Veir
Af dine kolde Læber,
I Hjertet har du Verden kjær,
Kun efter den du stræver;
Hvad Satan skyder dig i Hu,
Den Vei saa gjerne render du,
Det er din Lobebane.

Og kommer dig en Rædsel paa
Engang for Dommens Vrede,
Det synes, som du vilde faa
En Andagts Feberhede,
Da skal det faa en anden Skik;
Men sig mig, din Forbedring, fik
Man den da ret at skue?

Betænk dig dog, du sikre Sjæl,
Lad Bedrings Taarer rinde!
Saa skal og kan du meget vel
Endnu Guds Hjerte finde.
Bed! du skal blive vist bonhort,
Guds milde Hjerte let er rort,
Naar du det trofast mener.

Vend om til Gud! saa vil han sig
Med Naade til dig vende,
Hans Kjærlighed skal folge dig
Til Livets sidste Ende;
Men se dig for af ganske Hu,
At du vil aldrig mere nu
Din Lyst i Synden soge!

Og bed ham, at han ogsaa vil
Selv Hjertet til sig drage,
Selv give Lys og Naade til
Din Vei igjen at tage,
Som Jesus dig at sige veed,
Folg ham i Troens Lydighed,
Saa skal du ei fortabes.