Hvor Lifligt Er Det Dog At Gaa


Hvor lifligt er det dog at gaa
Med Jesu Ord i Munde,
Hans Liv og Dod at tænke paa,
Og paa hans Værk at grunde!

De Herrens to Disciple fik
Stor Glæde, Trost og Gammen,
Der fra Jerusalem de gik
Til Emmaus tilsammen.

Om Jesu Kors, hans Dod og Grav
Var deres Vandrings Tale,
Som dem et Smerte-Minde gav,
Det de ei kunde svale.

Men Jesus var dog i den Nod
Saa ganske nær tilstede,
Thi han, de tænkte være dod,
Var standen op med Glæde.

Dog Blindhed dem i Øine sad,
At de ham ikke kjendte,
For han om sig hvert Skriftens Blad
Til Grund-Forklaring vendte.

Du blev dag, Jesus, som de bad,
Der det ad Aften lakked,
Og blev saa kjendt den Tid, du sad,
Tog Brod i Haand og takked.

Da kjendte de den Himmelglod,
Som dem i Hjertet rorte,
Der om sin Pinsel og sin Dod
Han Skriftens Ord udforte.

O Jesus, o du ved, jeg gaar,
Din Pilegrim og Borger,
I disse korte Verdens Aar
Fuld af ti tusind Sorger!

Du er dog al mit Hjertes Ro,
Min Trost, min daglig Tale,
O, lad din Aand mit Hjertes Bo
Med al din Pinsel male!

Dig vandrer jeg saa gjerne med,
Opstandne Jesus milde,
Til Himlen jeg i dine Fjed
Saa gjerne folges vilde.

O, folg dog med! jeg slipper ei,
O, drag mig, naar jeg ikke
Saa fyrig er paa Himlens Vei,
Hvor Torner Foden stikke!

Maaske min Aftenstund er nær
I Ungdom eller Alder,
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
Naar jeg ved Doden falder!

Saa skal jeg da, o Jesus, der
Dig og din Fader kjende,
O, gid da kun min Vandrings Færd
Var kommen vel til Ende!