Hvor Salig Er Dog Her Den Mand


Hvor salig er dog her den Mand,
Som sig i Tide skikker
Til Doden, mens han leve kan,
Og i sit Sing fast trykker
Den sidste Livets tid og Maal;
Naar Gud da vil, dem komme skal,
Er han bered at vandre.

Os alle rammer Dodens Ve,
Os alle den borttager;
Men Tiden, naar som det skal ske,
Og hvordan Gud behager,
Ved her slet intet Menneske;
Gud kun vort Levnets Maal kan se,
Som han os har beslikket.

Vor Tid er kort, den er en Strom;
Vort Levnet vi bortdriver
Ret som en Snak og som en Drom;
Hvo sig til Verden giver,
Han farer mer og mere vild,
Besnæres udi Syndens skyld,
Og kan jo let omkomme.

Hvormange i den bedste Tid
Ret hastig ere dode!
Hvormange uden Bedrings Flid
Med Ve er bleven ode!
I deine Tanker dette bær,
At hver en Stund den sidste er,
Deri du kan bortrykkes!

Hvo, som til Enden spar sin Bod,
Han maa i Fare blive;
Om Gud vil end ham være god,
Fornuft og Tid at give,
At han til Gud sig skikker ret,
Han kan saa snart forsomme det,
Som opsat blev saa længe.

Paa Enden tænk, i hvad du gjor!
Derved du Syndens Snare
Og Verdens Ondskab fra dig for;
Vil du med Fred henfare,
Forlost fra evig Helvedstrid,
Da skal du her i Naadens Tid
At do med Flid begynde.

Ak, lader os da frygte Gud,
Gaa paa hans Vei med Glæde,
Og, naar vi vandre i hans bud,
Til Doden os berede;
Et frit Mod os da sendes til;
Naar Doden Hjertet knuse vil,
Vi kan da salig vorde.