Hvor Skal Jeg Synder Hen


Hvor skal jeg Synder hen,
Som nu paany igjen
Med Synden er besværet,
Af Satan hart besnæret?
Al Verden, om hun vilde,
Kan ei min Nod formilde.

Det er det bedste Raad,
At jeg med Suk og Graad
Mig til min Jesum vender,
Hans Naades Slot berender,
O, giv mig i min Vaade
En Draabe af din Naade!

Jeg kaster al min Synd
I Salighedens Brond,
Din Sides aabne Vunde,
Saa gaar min Straf tilgrunde,
Saa drukner al min Vaade,
Saa staar jeg i din Naade.

Bed dit uskyldig; Blod,
Den skjonne rOde Flod,
Lad al min Synd forsvinde,
Og mig i Sjælen flyde,
At al den Del mig krænked’,
Til Havets Grund er sænket.

Du har min Synd og Last
Til Korset naglet fast,
Og i din Grav i Haven,
Der ligger hun begraven
I evig Morkheds Gjemme,
Hvi vil jeg mig da græmme?

Er end min Ondskab stor,
Dog naar jeg mig kun toer
I Jesu Blode-Stromme,
Hvem vil mig da fordomme?
Hvo sig hos dig indfinder,
Hans Angest snart forsvinder.

Jeg meget har behov,
Dag Gud ske evig Lov,
Alt hvad jeg vil begjære,
Det kan jeg faa og mere
I Jesu Saar og Side
til Satan at bestride.

Om Satans hele Magt
Sig havde mod mig lagt,
Vil jeg dog ei forsage,
Med dig jeg dem kan jage,
Dit Blod vil jeg kun vise,
Saa faar jeg Ro og Lise.

Du Blod, den ædle Saft
Har saadan Fynd og Kraft,
At og den mindste Draabe
Al Verdens Folk tilhobe
Kan frelse og bekrige
Al Satans Magt og Rige.

Jeg derfor skynder mig,
O Frelsermand til dig,
Forladelse at hente;
Thi hvad du mig fortjente,
Der du dit Blod lod flyde,
Det vil jeg ogsaa nyde.

Men boi, o Sjæleven!
Mit Hjerte alt derhen,
At jeg maa plat forsage,
Hvad mig fra dig kan drage,
Og stedse her i Live
Dit Legems Lem forblive.