Hvor Stor Er Dog Den Glde


Hvor stor er dog den Glæde,
At man med Jesus maa
I Herrens Tempel træde,
Og i hans Forgaard staa!
Den Lyst, den Ro, den Ære
Kan aldrig siges ud,
Naar Sjælen den maa være
Sin Frelsers Kirkebrud.

Op Sjæl, og agt vel noie
Din Jesu Kirkefærd!
Gud gaar for hver Mands Øie,
Og la’r sig lede her
Udaf Forældres Hænder
I Lydighedens Baand,
Som selv al Jordens Ender
Og Himlen har i Haand.

O Tempel, hvad din Lykke
Paa denne Dag er stor,
At Jesus selv vil smykke
Din Helligdom og Kor!
Gid Hjerterne kan vilde
Annamme hannem saa,
Som han, al Naadens Kilde,
I dem vil gjerne bo.

Men ak, Guds Tempels Ære
Er lagt i Stovet ned,
Enhver sig selv kan lære,
Af Jesus Faa kun veed;
Hans Ord, hans Himmel-Tale,
Hans Prædiken, hans Flid
Tor man med Spot betale,
Og trodse Naadens Tid.

Iblandt de Lærdes Skare
Sig Jesus sætter ned,
At hore og forfare,
Hvad de om hannem veed;
De soge Skriften noie,
Men Jesus kjendes ei,
Som staar for deres Øie,
Thi Stolthed siger: nei.

O Jesus, gid du vilde
Mit Hjerte danne saa,
Det baade aarl’ og silde
Dit Tempel være maa!
Du selv min Hjerne vende
Fra Verdens kloge Flok,
Og lær mig dig at kjende,
Saa har jeg Visdom nok!