Hvordan End Pilatus Hinked


Hvordan end Pilatus hinked’
Og fra Ret til Uret skred,
Syntes det dog, at han vinked’
Efter lidt Barmhjertighed;
Thi han ledte Jesum ud
Med en blodig-strimet Hud,
Tornekronet, ilde faren
For at rore Jodeskaren.

Ser dog nu, I stolte Joder,
Ser dog, hvilket menneske
Nu for eders Øine moder,
Ser dog paa den Verk og Ve,
Som hans Hjerte ilde maa,
Nu der fra hans Top til Taa
Er ei Helt paa ham at skue!
Hvo kan for sligt Syn ei grue?

Ser, om nogen Orm kan være
Mer’ elendig, end som han!
Ser, om Jorden dog kan bære
Nogen slig Vidundersmand!
Ser dog an, om ei en Sten
Maa bevæges ved hans Men!
Ser og siger, om hans Jammer
Eder ei i Hjertet rammer!

Ingen vil sig dog forbarme,
Ingen ret er Jesu Ven,
Folket tager til at larme,
Raaber hoit paa Keiseren,
Skriger, at Pilatus maa
Stor Unaade vente paa,
Om han slipper denne Fange,
Som til Kronen turde lange.

Agt, min Sjæl, og agt, mit Øie,
Om du nogen Tid vil se,
Se da paa din Jesu Moie,
Se dog an hans Verk og Ve!
Se, hvor haarde Ting han led!
Se, hvor ingen Deilighed
Var hos hannem at fornemme,
Der han stod i Dodens Klemme!

Alt det, som jeg ser og skuer,
Skyder af min Ondskabs Rod,
Det er mine Synde-Druer,
Hvis forgifted’ Edderblod
Stænkes paa min Jesu Krop
Fra hans Taa og til hans top,
Som hans Lives Kraft opæder,
Mens han Persekarret træder.

O, jeg ser dig fuld af Jammer,
Fuld af Verdens Synd og Skam
Under Herrens Vredes Hammer,
O du Guds uskyldig’ Lam,
Fuld af Pine, fuld af Stod,
Fuld af alskensSoft og Rod,
Fuld af al den Helved-Smerte,
Som var lavet til mit Hjerte!

Men fordi du vilde blive
Stillet slig til Skue her,
Derfor skal min Gud mig give
Dig at se i Glæden der;
Her beser jeg dine Saar,
Der i Evighedens Aar
Jeg i Aandens Lyst og Lue
Skal i salig Fryd dig skue.