Hvorledes Skal Jeg Moede


Hvorledes skal jeg mode
Og ære dig, min Skat?
Du skjonne Morgenrode
Mod al min Jammers Nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
Mit arme Hjerte skal
Opsmykkes og bevares
Dig til en Brudesal?

Dit Zion Palmer svinger
Til evig Seiers Tegn
Og Glædens Tone klinger
I Naadens blide Egn.
Mit Hjerte dig til Ære
Skal gronnes som en Skov,
Og alt mit Liv skal være
Din Kjærlighed til Lov.

Hvor har du, milde Hjerte,
Dog ingen Moie spart,
At dæmpe al den Smerte,
Som klemte mig saa hart!
Da jeg i Morkheds Sæde
Og Dodens Skygger sad,
Da kom du selv, min Glæde,
Og gjorde mig saa glad.

Jeg laa i Baand og Fængsel,
Du forte mig herud;
Jeg stod i Spot og Trængsel
Da tog du mig til Brud;
For mig at saa ophoiet,
Du bar min Skam og Brost:
Hvad du saa tungt har ploiet,
Er mig en evig Host.

Ei andet fra dit Rige
Har draget dig herned,
End din den uden Lige
Bundlose Kjærlighed,
Hvormed du vilde drage
Al Verden til dit Bryst,
Og vende al dens Plage
Til Herlighed og Lyst.

Kom, bange Sjæl, at skrive
Dig det i Hjertet ind,
Lad denne Glæde blive
Indtrykt i Sjæl og Sind:
At Hjælpen er tilstede,
At Jesus selv er her;
Han vil dig troste, glæde
Og altid have kjær.

Du tor ei heller klage,
At du ham ei kan faa,
Han kommer selv at tage
Dig ud af Jammers Vraa,
Han kommer selv, han kommer,
At dæmpe al din Ve,
Og gjor en liflig Sommer
Af al din Trængsels Sne!

Du tor og ei forskrækkes
For dine Synders Tal,
Af Jesus de tildækkes
Og dig forlades skal;
Han kommer fuld af Naade
Til arme Synd’res Trost,
At dæmpe deres Vaade,
Som fole deres Brost.

Lad dig kun ikke true
Af Satans List og Mord,
Din Jesus kan ham kue,
Det koster kun et Ord;
Han gaar med dig i Striden
Med Konge-Magt og Mod,
Al Magt mod hans er liden,
Og daaner for hans Fod.

Tilsidst han og skal komme
At give hver sin Del,
De Onde Dodsens Domme,
De Gode Himlen hel.
Ak kom, vor Sol og Glæde,
Kom hent din lille Flok
Til Himlens Brudesæde!
Saa har den Glæde nok.