I Alle Mine Sager


I alle mine Sager
Til Gud jeg Tilflugt tager,
Som mægtig raade kan;
Til Alt, hvad jeg skal gjore,
Skal Herren mig tilfore
Raad, Lykke og sin Hjælpehaand.

Hvad kan jeg mig tilfoie
Med al min Flid og Moie?
Min Sorg forgjæves er.
Det, som mig hor at gjore,
Skal Herren selv udfore,
Det staar alt til min Fader kjær.

Alt, hvad Guds Forsyn giver,
Mig ene sikkert bliver;
Og hvad mig saligt er,
Af Guds Haand jeg det tager,
Alt, hvad ham vel behager,
Kun det jeg onsker og begjær’.

Jeg tror paa Herrens Naade,
Som mig fra alskens Vaade
Og Nod beskjærme vil!
Og naar jeg ham adlyder,
Alt Ondt han vige byder,
Og hvad mig fattes, sender til.

Han vilde mig af Naade
Al Syndens Skyld forlade
Og ei mig være vred,
Han over mine Synder
Ei Dommen straks forkynder,
Men haver god Taalmodighed.

Naar Dagens Lys forsvinder,
Naar Morgenstund oprinder.
Naar mig paa denne Jord
Angst, Svaghed, Nod tilsendes,
Og hvad der mig kan hændes,
Da troste mig hans hellig’ Ord.

Vil Gud det saa beskikke,
Min Kalk vil jeg da drikke,
Og villig dertil gaa;
Ei denne Tids Ulykke
Mig altfor haardt skal trykke,
Jeg vil det Alt med Gud udstaa.

Gud har jeg mig hengivet
I Doden og i Livet;
Saasnart han kalder mig,
Nu eller om i Morgen,
Han selv maa bære Sorgen,–
Og han den bærer visselig.

O Sjæl, din Gud du tjene,
Og trost du dig alene
Ved ham, som skabte dig!
Det gaar, som det vil foie
Din Fader i det Hoie,
Og saa gaar det vist lykkelig.