I Denne Verdens Sorger Saenkt


I denne Verdens Sorger sænkt
Du merker ei, hvor ubetænkt
Din Dag til Ende skrider,
Du tror dig sikker, stærk og vis,
Du jager efter Verdens Pris,
Og om dens Eie strider–
O Menneske, o Menneske!
Til Enden fort det lider.

Og naar du stræver her som bedst,
Saa kommer en ubuden Gjæst,
Den, som vi Doden kalde;
Den Sikre vaagner da med Graad,
Den Vise veed sig ingen Raad,
Den Stærkeste maa falde–
O Menneske, o Menneske!
Han henter dig og alle.

Da heder det: Beskik dit Hus!
Nu maa du do til Jordens Grus
Jeg denne Nat dig sender;
Her hjælper Bon og Modstand ei,
Du maa nu vandre ad den Vei,
Der ingen atter vender–
O Menneske, o Menneske!
Befal dig Gud i Hænder!

Da skal du finde, det er sandt,
At om du hele Verden vandt,
Det var dig ei til Baade;
For Dommens Stol og Himlens Port
Der sporges om, hvad dit har gjort,
Du hoster, som du saa’de–
O Menneske, o Menneske,
Betænk din store Vaade!

Den Port er vid, den Vei er bred,
Som bær til Helveds Afgrund ned,
Og mange der forsvinde,
Den Port er trang, den Vei er smal,
Som bær til Livsens lyse Sal,
Men faa er de, den finde–
O Menneske, o Menneske,
I Tide dig besinde!

Vaagn op, vaagn op! gjor Bod og bed!
I Troen daglig dig bered
Til hen i Fred at fare!
Din Jesus favn, din Synd begræd!
De Arme fod, de Rogne klæd,
Din Tro at aabenbare–
O Menneske, o Menneske!
Du for Guds dom skal svare.

Trost ikke paa, hvad du har gjort
af Godt og Ædelt, Hoit og Stort,
alt efter Verdens Maade,
Men sig: o Gud, i al min Stund
Unyttig Tjener er jeg kun;
Lad strenge Ret ei raade,
O Jesus Krist, o Jesus Krist,
Bed du for mig om Naade!