I Doden Jesus Blunded


I Doden Jesus blunded,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dodens Bitterhed.
Nu rinder op saa klar
Den Sol med Lys og Glæde,
Som i sit Jordeklæde
Saa fuldt formorket var.

Af Gravens Sted hint morke
Opstod vor Sjæleven,
Og ved Guds Engles Styrke
Blev Stenen væltet hen.
Ser, I Blodtorstige,
Som Jesus for ombragte,
Som ham paa Korset strakte,
Ser Jesus levende!

Med Lov vor Mund udbryder
Om Jesu Herlighed,
Det hele Land sig fryder,
Fordi hans Ord er sket.
Sit Lofte holdt han vist,
Thi synger alle Munde
Af dybe Hjertens Grunde:
Tak ske dig, Herre Krist!

Alt det, du vilde lide,
Din Dod, dit Blod din Sved,
Din Sjæleangst og Kvide
Var for vor Salighed.
Vi Seier fik ved dig;
Thi ville vi nu mode
For dig og sammenstode
Med helligt Seier-Skrig.

O mægtig Seierherre,
Som Fiendens hele Magt,
Dit store Navn til Ære,
Har under Fodder lagt:
Lær os at kjæmpe saa,
At, naar vorStrid har Ende,
Vi Palmer kan i Hænde
Og Seiers Krone faa!