I Herrens Udvalgte, som Hellighed ove,
Hvor staar det med Kjærligheds vigtige Prove?
Staa I ret forbundne ved Enigheds Aand?
Har Intet forvirret det liflige Baand?
Vor Fader i Himlen kan Hjerterne kjende,
Hvor Kjærlighed fattes, har Troen en Ende,
Den Hoiestes Flamme bor himmelhoit brænde,
Den Hoiestes Flamme bor himmelhoit brænde.

Saa snart vi er ovenfra fodte og baarne,
Af Jesus vi ere til Brodre udkaarne;
Een Fader, een Tro og een Aand og een Daab,
Een Vei til at vander, et eneste Haab
Kan Brodrenes Hjerter aldeles forbinde,
Vi kunne ei andet end Kjærlighed finde,
Mistanke, Had, Vrede og Tvedragt maa svinde,
Mistanke, Had, Vrede og Tvedragt maa svinde.

Vor Moder heroventil mener det samme,
Og favner os alle i Kjærligheds Flamme;
Paa Hoihed i Verden her bliver ei set,
Thi Samlingen er udi Ydmyghed sket;
Hvor Tvedragt og idel Splidagtighed gjores,
Og Kjærlighed bare af Munden kun hores,
Der kan man til Englenes Selskab ei sores,
Der kan man til Englenes Selskab ei sores.

De himmelforenede Brodre fornegter
Naturlig og jordisk kun sindede Slægter;
Hvo Verden kun bærer i Hjerte og Sind,
Og vil sig dog hykle blandt Brodrene ind,
Den kan de umulig for Broder erkjende,
Han maa sig forst grundig til Jesus omvende,
Og Verdens Lyst i ham maa have en Ende,
Og Verdens Lyst i ham maa have en Ende.

Men, Brodre af himmelsk-hoipresede Stamme,
Vi tor ved vor Herkomst jo ikke os skamme;
Ak, giver ham Ære, som ærer os nok,
At kaldes hans egen velsignede Flok,
Ak, lader os flokkes og sjunge tillige,
Med samlede Munde og Hjerter at sige:
Lof ske dig, vor Fader i Himmelens Rige!
Lov ske dig, vor Fader i Himmelens Rige!

Hvad jeg er, min Broder, det er du og bleven,
Og begge vor Navne i Himlen er skreven,
Til Himlen er alles vor Længsel og Trost,
Hver haster og stræber at komme der forst,
Dog elsker den Ene den Anden af Hjerte,
Som Jesus, vor sodeste Broder, os lærte,
Den Ene fornemmer den Anden hans Smerte,
Den Ene fornemmer den Anden hans Smerte.

Ak, lader os Alle hverandre erindre,
At Ingen sig lader fra Kronen forhindre!
Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt,
Saa staa vi forenede Alle, paa Vagt;
Vor Fader han horer de samlede Sukke,
Mod enige Hjerter tor Satan ei pukke,
Hvo vil de forenede Aander udslukke?
Hvo vil de forenede Aander udslukke?

Saa lader os glædes og elske af Hjerte,
Forsode hverandre den bitreste Smerte,
Forbindes i Aanden tilsammen som een,
At Kjærlighed findes oprigtig og ren,
Og lader vor Fader en Frydesang hore!
Det skal ham hans Hjerte usigelig rore,
Skjont Bornene kan det saa kunstig ei gjore,
Skjont Bornene kan det saa kunstig ei gjore.

I Himlen istemme vi stærkere Tonen,
Naar Brodrene samlede træde for Thronen,
I heftigste Lue og deiligste Rang,
Med lifligste Harper og sodeste Sang;
Saa lofter op samlede Hjerter og Hænder,
Og længes at sankes, hvor Striden sig ender,
Og Kjærligheds Lue evindelig brænder!
Og Kjærligheds Lue evindelig brænder!