Luk Oine Op O Verdens Barn


Luk Oˆne op, o Verdens Barn,
Og se, hvor du med Satans Garn
Omgiven er, og drages fort
Til Helveds Afgrund fæl og fort,
Istedetfor Guds Born gaa frem
Til deres salig’ Himmelhjem!

Istedetfor Guds Ansigt blid,
Som de skal se til evig Tid,
Skal du udstodes i den Ørk
Og fæle Dragebolig mork,
Hvor man af Lys og Lyst ei ved,
Men lider Trang og Usselhed.

Der ventes ei til Lædskelse
En Draabe Vand’ Fortvivlelse
Gjor, at man Tungen tygge maa,
Naar man ser alt sit Haab forgaa,
O, at din sikre Synder ret
I Naadens Tid betænkte det!

O mer end grulig Evighed,
Hvor ingen Lindring haver Sted!
O Ild, som ikke slukkes kan!
O Bid af grumme ormetand!
O evig, evig, evig Nod,
Du maa vel kaldes evig Dod!

Thi Doden, som man gruer for,
Var der det onskeligste Kaar;
Men de, som dr”bes, do dog ei,
De onske Doden, og saa Nei;
O Dodelig, bet”nk dig vel,
Fordærv dog ei din ædle Sjæl!

O Jesu, Verdens Frelsermand,
Forlen mig Naade ved din Aand,
At tro og leve christelig,
Saa jeg kan haabe Himmerig
Og undgaa de Fordomtes Kval,
Faa Del i Himlens Frydesal!