Man kan i denne Verden her
Blandt mange, mange Mennesker
Faa sande Christne finde,
Som for Gud angre sin Udyd
Og tro ret paa sin Frelser blid
Og lade af at synde.

Paa Jorden er en liden Hjord,
Som haver for sig Christi Ord
Udi den christne Kirke;
Dog deriblandt man finde skal
Paa dennem et saa ringe Tal,
Som Gud af Hjertet dyrke.

De fleste gaa i Hykleri
Og ere vidt fra Sandheds Sti,
Alligevel de mene,
At det udvortes Christen-Navn
Er deres slot og trygge Havn,
Skjont de Gud ikke tjene.

Hor, Menneske! dit Christen-Navn
Kon dig ei gjore noget Gavn,
Om du ei Christo lever.
Hvi pryder du di onde Sag
Og gjor dog ei paa Naadens Dag,
Hvad Gud af dig udkræver?

Du roser dig af Daabens pagt,
Men ilde tager du i Agt,
At du i Naaden bliver;
Endnu du ikke fare lod
Synd, Satan, Verden, kjod og Blod:
Det Onde du bedriver.

Du horer vel Guds sande Ord,
Du kommer og til Herrens Bord
Og tager christi Gaver;
Men hvor er dog den sode Lugt,
Som er din Bedrings gode Frugt,
Den sande Christne haver?

Din Bon omsonst gaar af din Mund,
Hvis den ei gaar af Hjertens Grund
Og udaf Troens Kilde.
Dit Herre! Herre! nytter ei,
Naar du vil gaa din egen Vei,
Somer at gjore ilde.

Hvor herlig er du bryllupsklæd!
Hvor er din Tro, Retfærdighed
Og et taalmodigt Hjerte?
Hvor er dog din sagtmodig’ Aand,
Din Kjærlighed og Hjælpehaand
Udi din Næstes Smerte?

Er du end skjult for Mennesker,
Dog Herrens Ansigt dig vel ser,
I Vrede han dig moder;
Vil du ei lade Hykleri
Og dig fra Synden gjore fri,
Til Helved’ han dig stoder.

O derfor dyrk din Herre Christ
Og vagt dig vel for Djævlens List,
Til Verden dig ei hænge;
forsag ond Lyst, korsfæst dit Kjod,
Med Bon og Haab i Nod og Dod
Til Gud du gjennemtrænge!

O Jesu, kjære Herre Gud!
Al Syndens Lyst driv fra os ud,
Oplys os allesammen!
Regjer os med din Hellig-Aand,
Og led os ved din Raadehaand
Til Himlens Glæde! Amen.