Med dig, min Frelser, vil jeg lide,
Og gjennem Verdens Trængsel gaa,
De, her i Tro taalmodig stride,
De have Godt at vente paa;
Her gaar du selv med dem i Strid,
Og gi’r dem hisset evig Fryd.

Slaa ned hos mig al jordisk Tanke,
Sluk alle Kjodets Lyster ud,
At jeg i dig maa daglig sanke
Din Aands og Dyders Skat, min Gud!
Du er min Perle og mit Alt,
Dig ene har jeg mig udvalgt.

Men lær mig noie eftertænke,
At være din, hvad dette er,
Mig i din Kjærlighed at sænke
Ei folge mit, men dit Begjær,
Fornægte alt og vælge dig,
Dig elske, og forglemme mig!

Da du dig gav for mig i Doden,
Fornedred du dig selv for mig,
Og saa for min Skyld ufortroden
I Sjælekval nedsænkte dig,
Hvi skulde jeg mig da undslaa,
Fra mig, min Gud! til dig at gaa?

Hjælp mig at vandre i din Vilje,
I din trofaste Kjærlighed,
At intet mig maa kunne skille
Ifra dit Venskabs Salighed,
At intet mig maa kunne stille
Ifra dit Venskabs salighed,
Indtil min Sjæl kan naa sin Havn
For evig i din kjærlig’ Favn!

Mig værdig gjor, med dig at lide,
Læg paa dit Kors, det sode Aag,
Og hjælp mig i din Kraft at stride,
Mit Navn det staar i Livsens Bog,
I Haanden har du tegnet mig,
Og jeg er din evindelig!

Lad i dit Navn mig Seier vinde,
Du, som forst Seier for mig vandt!
Og, naar jeg dor, da lad mig finde
Din Dods-Draft mig til Seiers Pant!
Kom, milde Jesus, du er min,
Kom, naar du vil! jeg er og din.