Med Sorg hver Dag vi ser,
Her vokser mer og mer
Af Laster og af Lyder,
Udsmykkede som Dyder,
De sagte sig indsniger,
Og hoit i Veiret stiger.

Hvor er vor Kristendom,
Naar vi os tænker om?
Vi har kun Stilk og Blade,
Dog frit af Troen sprade,
Tor og med Blomster prale,
Om Frugt er ikke Tale.

Hvor er nu Ret og Skjel,
Som fordum vokste vel?
Hvor Kjærlighed og Dyder,
Som Kristendommen pryder?
Hvor er og nu Guds Ære,
O hvor mon den dog være?

O Gud, vor Fader, du
Arbeider indtil nu,
Og Jesus med stor Naade
Arbeider lige Maade,
Men vi Guds Miskund ilde
Og store Moie spilde.

Det er kan hoie Tid,
O gjorer eder Flid,
Og kommer, Kristne, stræver
Med Frygt, saa Hjertet bæver,
Ved Aandens Hjælp at fores
Til Gud, at helliggjores!

Og viser overalt
Hans Dyder, som har kaldt
Os ud af Morkets Fare
Til Lyset sit det klare,
Paa det vi ham til Ære
Skal Lysets Born sa være!

O give Gud, det sker
Med mig og mange fler,
Ja rundt i Verden vide
I disse Naadens Tide,
Nyt Liv i os maa tændes
Og klarlig hos os kjendes.