Med Sorgen og Klagen hold Maade,
Lad Guds Ord dig troste og raade,
Lad Hjertet i Sorgen ei synde!
Ved Doden vi Livet begynde.

Vi indsvobe Liget med Taare,
Og lægge det stille paa Baare;
Men Svobet og Baaren betyder:
Han slumrer, til Dagen frembryder.

Lad Hjerte og Øie kun briste,
Og Legemet lægges i Kiste,
Den Time ei borte skal blive,
Da Herren det kalder til Live.

Ved Doden al Ynde berovet
De Legemer blandes med Stovet,
Men herlig opreises de skulle
Af Livs-Aand og Yndighed fulde.

Se Kornet i Jorden hin sorte!
Det synes saa visselig borte,
Min Stunden dog kommer, det skyder,
I gyldneste Grode frembryder.

O Jord! vi en Gave dig skjænke,
Med Graad i dig Skjod vi den sænke;
En dyrebar Sæd du modtager,
Vi derfor dig kalde Guds Ager.

En Sjæl i den Stovhytte bode,
En Sjæl, som paa Frelseren trode,
Som længtes med Haab mod der Hoie,
Med Gud og hans Glæde for Øie.

Tag varlig det guld udi Gjemme!
Gud vil ei den Bolig forglemme,
Hvor Aanden har sukket og smilet,
Han kræver det, naar det faar hvilet.

Snart skue vi Dagen at gylde,
Da Kristus vort Haab vil opfylde,
Ei Jorden dem mere skal dolge,
Guds Villeder glade ham folge.