O Jesus Naar Jeg Taenker Paa


O Jesus, naar jeg tænker paa
Den Nat, der randt af Helveds Vraa,
Den Nat, du grusomt blev forraad,
Og stukket udaf Slangens Braad.

Da undres jeg saa hjertelig,
At Naadens Sol randt op i dig,
Og at ei Verden blev forladt
Udi en evig Dodsens Nat.

Den Vaande, nogen plaget Mand
Udi al Verden lide kan,
Er ei et Grand at ligne mod
Alt det, du denne Nat udstod.

Dog vilde du, om du end saa
Guds tunge Verde paa dig laa,
Te frem en Sol af Kjærlighed,
Ret som al Verdens Sol gik ned.

Du retted op dit Testament
Med Gaver tagne, som er kjendt,
Ret fra din Guddoms Hjerte-Rod,
Beseglet med din Dod og Blod.

Jeg takker derfor inderlig,
O Kjære, sode Jesus, dig!
Og med et ydmygt Hjerte vil
Dit Naadebord fremtræde til.

Jeg tror det Ord, som du har sagt,
Hvori din Sandhed in er lagt,
At jeg med Brodet faar dit Kjod,
I Vin det Blod, paa Korset flod.

O Jesus, gjor det ved din Aand,
At dog Guds egen Kraft og Haand
Berede kan mit Hjerte saa,
Jeg værdig kan til Alters gaa!

Ja, styrk du selv min svage Tro,
Ryd Vantro af mit Hjertes Bo,
Saa jeg til evig Salighed
Slet intet uden Jesus veed!

Du med dig selv mig saa foren,
At Synd og Nod og Dodsens Meen
Os aldrig mere skiller ad,
Saa dor jeg i dig fro og glad!