O Jesus Verdens Frelsermand


O Jesus, Verdens Frelsermand
Du store Livsens Fyrste,
Som Hjorten efter Kilde-Vand
Min Sjæl for dig mon torste!
O du, Gud Faders evig’ Son,
Som vilde fra dig Rige
Dybt nedstige,
At frelse Adams Kjon
Og Satan at bekrige.

Du haver med dit dyre Blod
For mig og alle sonet,
Og gjort fuldkommen Syndebod,
For evig Dod os skaanet,
Om vi ei ubodfærdelig
I Synden os formaster,
Og forkaster
Vor Arv i Himmerig
Ved Vantro vor og Laster.

Og om jeg havde synder fler,
End Havets Sand i Mængde,
Og Satan, som min Ufærd ser,
Med Fristelser mig trængte,
I Troen ham jeg træder mod
Med Jesu Værdskylds Baade
Og den Naade,
Jeg have i hans Blod,
Som ei har Maal og Maade!

Skal jeg og efter Guds Behag
Her mer end andre være
Af Korset boiet og hver Dag
Min Byrde moisom bære,
Min Sjæl forbedres dog derved,
Thi du mig understotter,
Korset nytter,
Thi ved Taalmodighed
Jeg nær til Himlen flytter.

Naar Svaghed mig og lægger paa
Min Sotteseng, og Smerte
Mig griber fat fra Top til Taa,
Til Marv, til Ben og Hjerte,
Da troster mig din Pines Fynd,
Som jeg i Sjælen finder,
Smerten svinder,
Du sonet har min Synd,
Det mine Saar forbinder.

Og endelig i Dodens Stund,
Naar Øinene vil briste,
Skal ingen i den sidste Blund
Af Troens Haand dig vriste;
Men paa din Dod jeg dristelig
Og i din Tro vil vove
At hensove,
Du ta’r min Sjæl til dig,
Som skal dig evig love.