O Kjaere Sjael Fald Ydmyg Ned


O kjære Sjæl! fald yndmyg ned,
Og kjend din Uformuenhed
Paa Vilje og paa Kræfter
Udi de Ting, som Gud angaar,
I dem du intet selv formaar,
Hvad du end stræver efter.

Den Tid, du udi Adam faldt,
Blev alt det Gode hos dig kvalt,
Nu rinder du af Rode
Som den, der ond og aflægs er
I Tanker, Ord og Gjerninger,
Ja dod udi det Gode.

Selv Guds Apostler klager saa,
At af sig selv de ei formaa
Guds Embede at drive,
Men tro ham til, som al Ting kan,
Han Evne, Vilje og Forstand
Vil dem af Naade give.

Thi Evangeli’ Tjeneste,
Hvor al Guds Naade er at se
I Jesu Krist, vor Herre,
Er overvættes æreklar,
Langt mer end Lovens fordum var,
Som os Guds Aand mon lære.

Vel Straaleglans fra Moses gled,
Der han af Sinai kom ned
Med Loven udi Hænder;
Men Jesus fra sin Naadestol
Omstraaler som al Verdens Sol
Den ganske Jordens Ender.

For Lovens Bogstav slog ihjel,
Og hver Mand blev en Dodsens Træl,
Som Loven ikke holdte,
Dog Loven hellig er og pur,
Men den fordærvede Natur
Selv Dom og Dod forvoldte.

Men se nu op, min kjære Sjæl!
Du er ei mere Lovens Træl,
Endog du er forbunden
Med Pligt udaf de ti Guds Bud
At holde dem og elske Gud,
Dog er din Nod forvunden.

Thi Lovens Dom du frygter ei,
Om du paa Bods og Bedrings Vei
Din Jesus vil opsoge!
Hans sode Evangelium
Skal med saa stor en Naade-Sum
Din Glæde snart foroge.

Han vil med sin Retfærdighed
Tildække al din Synd saa led,
Og Livet dig tilsige;
Om du i Troen stadig staar
Med Tillid paa hans Dod og Saar,
Saa faar du Himmerige.

O sode Jesus, Frelsermand!
Jeg uden dig dog intet kan
Til Salighed udrette,
Styrk selv min Tro, og giv mig Mod
At træstes kraftig ved dit Blod,
Som skal min Synd afvætte!