O Kjaere Sjael Luk Op Din Mund


O kjære Sjæl, luk up din Mund,
Den Tunge bor sig rore
Med Tak udaf dit Hjertes Grund,
At Himlens Gud kan hore,
Hvor du ved Guds Aand takke vil
For Ordet, han dig sendte til:
O se, hvad du kan gjore!

Hvor kan jeg noksom skjonne paa,
Og værdelig begrunde,
At Verden, som i Synden laa,
Gud vilde dog forunde
Sit saliggjorend’ Livsens Ord,
Ja Daaben og sin Nadvers Bord,
Hvorved den hjælpes kunde!

Og, at vi kan hans Naade se,
Han Lærere os sender,
Hans Ord og Sakramenterne
De har i Mund og Hænder,
Og med Formaning til enhver,
Forstandere i Herren er;
Gid vi den Naade kjender!

Det Embede saa værdigt er,
Gid vi det aldrig savne,
Men dem, som deri tjene her,
Med Kjærlighed omfavne,
Og leve samtlig’ udi Fred
Med god og frelst Samvittighed!
Det vil os meget gavne.

Gid Jesu Glæde i os bo,
Og Bonnens Aand os rore,
At vi vor Gud med Fryd og Ro
Taksigelse kan gjore,
Og aldrig staa Guds Aand imod,
Men tro hans Ord af Hjerterod,
Det elske, ære, hore!

Giv os, o Gud, din Helligaand,
Hvorved vi ret kan prove
Hver Lærdom, og med sund Forstand
Os i den sande ove,
Og fly al Ondskabs Skam og Skin,
At ei i usund Lærdoms Trin
Guds Aand vi skal bedrove!

Men Fredens Gud i Kjærlighed
Os saa tilsammen binde,
At i hans Kraft vi blive ved
Et helligt Navn at vinde,
Saa Sjæl og Aand og Legem maa
Paa Kristi Dag fuldkomne staa,
Guds Salighed at finde!