O Kjaere Sjael Som Vanker


O kjære Sjæl, som vanker
I Verdens Morke om,
Og har saa ringe Tanker
Om Herrens strenge Dom,
O tænk dig om engang!
For Jesu Dod og Smerte
Læg denne Sag paa Hjerte,
At Evighed er lang.

Her skal dit Sind forandres
I Bon og Kamp og Strid,
Og anderledes vandres,
End hid til denne Tid;
Din Jesu Leve-Art
Guds Ord dig ikke dolger,
Saa lær, at du ham folger
Sandfærdig, frisk og snart!

Den Vei, i Synd at glædes,
Den Satans egen Sti,
Den Vei skal ret begrædes
Hver stund, man gik deri.
Du vellystfulde Vei,
Farvel med dine Gange,
Om andre paa dig prange,
Jeg siger evig nei.

Den rette Vei jeg ynder,
Som gaar til Himlens Land,
Paa den jeg og begynder
At vandre, hvad jeg kan,
At dræbe Kjod og Blod,
Og syndens Lyst forsage,
Og har det end sin Plage,
Saa er dog Enden god.

O Jesus, se, hvor farlig
Er vores Vandringsfærd,
Hjælp, at vi vandre varlig,
Og vær os altid nær!
Viis os, hvordan vi skal
I dine Fodspor træde,
Saa kan vi snart os glæde
I Himlens Brudesal!