O Kjre Jesu Hvad Har Du Bedrevet


O kjære Jesu, hvad har du bedrevet,
Al over dig den haarde Dom er skrevet?
Hvad er din Skylo, og havd er det for Synder,
Som dig saa binder?

Du er hudstrogen og med Torne kronet,
I Ansigt slaget, ynkelig forhaanet,
Ædikk’ og Galde dig paa Korset gives,
Og du aflives.

Hvad Aarsag er til alle disse Plager?
Ak, det er mine synder, som dig nager;
Det jeg forskyldte, vilde du, o Herre,
Taalmodig bære.

Hvor underlig er denne Straffens Byrde:
For sine Faar aflives Sjælens Hyrde,
Al Skyld maa den retvise Gud betale
I Sted for Alle.

Den Fromme dor, som ret oprigtig vandrer,
DenOnde lever, som mod Gud mishandler;
Se, Dodens Born er al den Straf undgangen,
Og Gud er fangen.

Jeg var aldeles fuld af Skam og Synder,
Fra Fod til Hoved intet godt man finder,
Jeg derfor skulde Helveds Straf og kvide
Vist evig lide.

Du saa min Nod, og kjendte Nedningsmaade;
Du villig gik for mig i Dodens Vaade;
Og jeg, jeg dosede i Verdens Glæde,
Mens du ma græde.

Ak, store Konge, stor i Himlens Sæde,
Hvordan kan jeg din Gunst med Lov udbrede?
Jeg aldrig kan din Godhed ret afmale,
Og ei betale.

Dog er der Noget, som dig vel behager,
Naar Aanden Kjodets Lyst til Fange tager,
At den paany ei tænder an det Tonder
Til gamle Synder.

Men naar jeg ei formaar at overvinde
Og Kjodets Lyst til Korset fast at binde,
Saa giv du mig din Aand, som mig kan styrke,
Dig ret at dyrke!

Saa skal jeg da din Fromhed vel betragte,
Af lyst til dig al Verden Intet agte;
Jeg vil saa længe, som jeg mig kan rore,
Din Villie gjore.

Jeg dig til Ære Alt paa mig vil tage,
Og ikke agte Modgang, Spot og Plage,
Mig ei Forfolgelse og Dodens Smerte
Skal gaa til Hjerte.

Om dette alt end ringe er at agte,
Dog vil du ei, min Gud, det slet foragte,
I Naade vil du det altsammen gjemme,
Mid ei beskjemme.

Naar, Herre Jesu, for din Glædethrone
Skal paa mit Hoved staa en Ærekrone,
Da vil jeg dig med hellig Engletunge
Lov og Tak sjunge.