O Kommer Hid Fra Alle Land


O, kommer hid fra alle Land,
Det Syn at hjertefeste!
En fattig, syg og saaret Mand
Idag skal Himlen gjeste.
Du længes saart, du arme Sjæl,
I al din Nod hvor er du sæl,
Din Del er dog den bedste!

O Menneske! hvad gavned vel,
Du vandt al Verden vide,
Naar du tog skade paa din Sjæl,
Og maatte evig lide?
Din Pine ingen lindre kan,
Du brænde maa i Helveds Brand,
Af Torst din Tunge svide!

Thi se! der er et Dyb saa stort
Og svælgende befestet,
At ingen, som er kastet bort,
Guds rige haver gjestet.
O kjære Sjæl, det kvælder fort,
Med Skyld og Gjæld gak ikke bort!
Da kræves alt, som rested.

Den Mand, som leved her saa tryg
I Synd og Verdens Glæde,
Og kasted Guds Ord bag sin Ryg,
Gav Armod ei at æde,
Han dode og blev graven ned,
Men vaagned op i Pinens Sted,
Hvor Domte haablost græde.

Men Lazarus, Gud kjender ham
Sin Ven i Armods Vaande!
Slig Fattigdom og Verdens Skam
Vi Gud selv gaa til Haande;
Guds Engle stode Flok i Flok
Paa Vente om hans Sengestok,
Der han opgav sin Aande.

De bar hans Sjæl med Glædesang
Og gave Gud i Hænde;
Den Port var snæver, Veien trang,
Han havde faaet kjende.
I Abrahams udvalgte skjod
Der Fik han hvile i sin Dod,
Gud unde os slig Ende!