O Kristenhed I Nattens Stund


O Kristenhed! i Nattens Stund,
Der Sukket brast fra Hjertets Grund,
Og hart du stred med Doden,
Dig horte Gud i Himlens Slot,
Han saa at Morket ei var godt,
Og frelste dig i Noden;
Herlig, Herlig
Slukte Naaden
Kirke-Graaden,
Gid vor Tunge
Værdig kunde det udsjunge!

Frem Luther stod, en Kjæmpe bold,
Ham Gud gav Troens stærke Skjold,
Og Ordets Sværd det gjæve;
Op slog han Helligdommens Bog,
I Ledingsfærd mod Lognen drog,
Og Morkets Skaver bæve.
Herren, Herren
Med han strider,
Natten lider,
Dagen rinder,
Vei til Himmerig du finder.

Os hvilte Herrens Øie paa,
Og Lysets blide Straaler naa
Ud over Fjeld og Dale;
Vankundigt Folket gik med Taal,
Men paa sit eget Tungemaal
Det nu fornam Guds Tale,
Eia! Eia!
Kirkens Hyrde,
Tog vor Byrde,
Kalder, bringer
Os til Gud paa Aandens Vinger.

Nu hjælpe Gud, som hjalp os hid,
At vi fuldende Troens Strid
I Luthers fodspor glade!
Hjælp Gud, i Lys og Lon vi maa
Paa Sandheds Vei retsindig gaa,
Og aldrig der forlade!
Velsign! Velsign
Folk og Rige!
Hoit opstige
Det med Hæder
Bed dit Lys i Dyd og Glæder!