Om Himmeriges Rige Saa Ville Vi Tale


Om Himmeriges Rige saa ville vi tale
Hvad Fryd og Glæde, Pris og Husvale
Gud vil sine Venner der give;
Der Sorg og Sygdom faar ikke Rum,
Ei heller Armod og Fattigdom,
Alt Ondt maa der bortvige,
Som Konger vi blive rige.

Der Tyranni har ikke Sted,
Derind gaar ikke Uretvished.
Bort Hjertes Fryds Begjæring
Vi have paa Guds Lofte og Bud,
Vor Villie lader sig lede af Gud,
Som Guds Born lydig at være
I evig Fryd og Ære.

Ei heller kan Nogen der blive vred,
Der er og ikke Kjedsommelighed,
Sovn, Lede, Frygt eller Fre;
Alting, kom nogen bedrOve kan,
Kan aldrig komme i dette Land,
Og Doden kan der ei skade,
Derfor værer evig glade!

De skulle og altid have Fred
Og deres Samvittigheds Rolighed;
Alt Godt, de kunne begjære,
Det skulle de have foruden Tal.
Som Guds Born de regjere skal
I evig Fryd og Ære;
Hvor godt er der at være!

Syv Gange klarer; end Solen er
skal hver da blive i Salighed der,
Den Klarhed er fuld af Gl’de,
Som Jesus paa Gjerget monne bete,
Den Klarhed og Herlighed lod han dem se,
Alle de, som der monne være,
Den Klarhed kunde ei bære.

De faldt næsgrus paa Jorden ned,
Alt af hans Klarhed og Herlighed,
Og Peder begyndte at tale:
O Herre! her ville vi bygge og bo
Og blive i denne Glæde og Ro
Og i denne store Husvale,
Om du vil saa befale.

Og Paulus, han taler og derom,
Den Glæde den er saa stor og from,
Det inte Hjerte kan fatte,
Ei noget Øie haver det set,
Ei Menneskens Øre horte det,
Hvad Glæde Gud vil os give,
Om vi ville hos ham blive.

De Mure og Gader af pureste Guld,
De Grundvold’ af dyrebar’ Stene er’ fuld’,
De Porte af Perler hin’ klare,
Vi skulle og alle sjunge da
Paa Gader og Stræder Halleluja!
Og kjende Gud aabenbare
Til evig Tid uden Fare.

Vi skulle og alle stasseres ud
Som Jesus, vor Broder, Frelser og Gud,
Naar han monn’ aabenbare
Sin Majestætes Herlighed;
Vil hellig, hellig til evig Tid
Skal sjunge blandt Engleskare,
Den Glæde skal evig vare.

Og dem, som Doden adskiller her,
De skulle og kjende hverandre der:
Som fordum Tid monne hænde,
Da Peder kjendte og kunde forstaa
Eilas, Moses, han aldrig for saa,
Der Jesus monn’ sig forklare
For dennem saa aabenbare.

Dem længes ei mere ved tusind Aar
End os den Dag, der var igaar,
Saa vel det dem behager;
Den Glæde kjendte og jesus vel,
Dog levede han her som en Træl,
Intet Godt af Verden vilde have
I alle sine Livets Dage.

Jeg raader eder alle, I tænke eder om,
Ved Gud om Naade, mens I have Rum!
Den Glæde, den koster ei mere,
End angre vor synd altid og nu,
Og os forlade af Hjerte og Hu
Paa Jesum, ved ham Gud bede,
Saa er eder Himmerig rede.

Gud unde os her at leve saa,
Naar vi af denne Verden skal gaa,
Vi maatte af Hjertet være glade,
For alle Guds Gaver takke da,
Saa frydefuld ind i Himmerig gaa
Ved Jesum Christ allesammen,
Det unde Gud Fader os, Amen!