Paa Herrens Temple bygges
fra Pinsefestens Dag,
Den Bygning kan ei rygges,
Den stiger Lag for Lag.
Men langsomt stiger Huset,
De Bygningsmænd er faa,
Det er saa langt fra Gruset
Til Templets Top at naa.

Thi kan ei Arbeid stanse,
For Taget hvælver sig,
Hvor Himlens Skykreds transe
Det hele Jorderig;
Det Temple jo skal rumme
De Folkeslægters Tal,
de blinde, Halte, Stumme
Fra Verdens vide Dal.

En Lovsang skal der hores
I deilig Harmoni
Og alle Hjerter fores
Ved Ord og Melodi;
Thi Lammets pris skal tone
Som mange Vandes Lyd
Fra hele Verdens Zone
Til Faderhjertets Fryd.

Vi Sostre, vi vil være
I Tempelbygning med,
Det Temple til hans Ære,
Der kom fra Himlen ned,
Naar Taarnets Floi er rede,
Da skilles Skyen ad,
Da kommer han, vor Glæde,
Og gjor os alle glad.

Saa lad da Haanden rores,
Vort Arbeid gaa sin Gang,
Mens Aanden stille fores
Til Himlen med vor Sang;
Vi, Herrens Dotre, kjend
Ei storre Glæde her
End tanken did at vende,
hvor Faderhuset er.