Paa Jorden er en liden Hjord,
Som haver for sig Herrens Ord
Udi den kristne Kirke,
Men deriblandt man finde skal
Til denne Dag et ringe Tal,
Som Gud i Sandhed dyrke.

Hor, Menneske! dit kristen Navn
Kun da er dig til Trost og Gavn,
Naar du som Kristen lever;
Hvi pryder du dermed din Sag,
Og gjor dog ei paa Naadens Dag,
Hvad Gud af dig udkræver?

Du roser dig af Daabens Pagt,
Men ilde tager du i Agt,
At du i Naaden bliver;
Endnu du ikke fare lod
Synd, Satan, Verden, Kjod og Blod,
Det Onde, du bedriver.

Du horer vel Guds sande Ord,
Du kommer og til Herrens Bord,
Og tager Kristi Gaver,
Men hvor er dog den sode Lugt,
Som er den bedrings gode Frugt,
De sande Kristne haver?

Din Bon gaar spildt udaf din Mund,
Naar den ei gaar af Hjertens Grund
Og ud af Troens Kilde;
Dit Herre! Herre! nytter ei,
Naar du vil gaa din egen Vei,
Som er at gjore ilde.

Hvor herlig er du bryllupsklædt?
Hvor er din Tro, Retfærdighed,
Og et taalmodigt Hjerte?
Hvor er dog din sagtmodig Aand,
Din Kjærlighed og Hjælpehaand
Udi din Næstes Smerte?

Er du end skjult for Mennesker,
Dog Herrens Øine grant dig ser,
I Vrede han dig moder;
Vil du ei lade Hykleri
Og dig fra Synden gjore fri,
Til Helved han dig stoder.

O, derfor sog den Herre Krist
Og vogt dig vel for Djævlens List,
Til Verden dig ei hænge;
Fornægt dig selv, korsfæst dit Kjod,
Med Bon og Haab i Nod og Dod
Sog ind til Gud at trænge.

O Jesus, kjære Herre Gud,
All Syndens Lyst driv fra os ud,
Oplys os allesammen!
Regjer os ved din Helligaand,
Og led os ved din Naade-Haand
Til Himlens Glæde! Amen.