Skal Kjaerlighed Sin Prove Staa


Skal Kjærlighed sin Prove staa
Da maa den til din Fiende naa,
At du er mild, naar han er vred,
Det er en kristen Kjærlighed.

Den Lærdom er saa besk og sur
Som Doden selv for vor Natur,
Det synes alt for tungt og svart
For Adams flintehaarde Art.

Dog gjelder her slet intet Nei,
Saa sandt du vil den rette Vei;
At elske dem, som elske dig,
Det kan en Hedning magelig.

Men Jesus taler rene Ord,
At Had i Hjertet er et Mord,
Undskyldning gjelder ikke her,
Din Fiende skal du have kjær.

Vil nogen side da: Jeg kan
Ei elske ret min Avindsmand,
Han vidner, at han ei forstaar,
Hvad Jesu Kjærlighed formaar.

Men siger du: Jeg gjerne vil,
Men finder ingen Kraft dertil,
Da lob til Jesu Vunder hen,
Saa tændes Kjærlighed igjen.

Lad Hjertet komme ind i Bod,
Og smelte hen i Jesu Blod,
Da bliver Kristi milde Sind
I Sjælen deilig prentet ind.

Naar vi med aandsoplyst Forstand
Vor Jesu Hjerte skue kan,
Hvor han for sine Fiender bad,
Da de kun stod og lo derad;

Naar vi betænke, hvor han gik,
Vor Sjæle-Hyrde, for han fik
Os ud af Dodens Fare rykt,
Hvor tidt og længe han har sogt;

Naar vi bese i Hjertets Grund
De mange svare Syndens Pund,
Som Gud saa gjerne os forlod
For Jesu Pine, Dod og Blod;

Naar Aanden gjor os dette klart,
Da tændes udi Sjælen snart
Den stærke Kjærlighedens Brand,
At man sin Fiende elske kan.

Saa luestærk er Kjærlighed,
Den slaar al Verdens Ilske ned,
Og drager Sjælen ind til Gud,
Da lære vi der femte Bud.

O lad mig hjertens-inderlig,
Min sode Jesus, elske dig,
Og komme dig i Troen nær,
Saa faar jeg nok min Fiende kjær.