Skulde Jeg Min Gud Ei Prise


Skulde jeg min Gud ei prise,
Og ham takke hjertelig,
Som i al Ting, lader vise,
Han det mener godt med mig?
Af hans frommer Hjerte flyde
Kjærlighedens Stromme frem,
Hvormed han opholder dem,
Som hans Ord og Bud adlyde.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Som en Ørn med sine Vinger
Skjuler sine Unger smaa,
Saa har og Guds Almagts Finger
Sig mit Forsvar taget paa,
Mig i Moders Liv bevaret,
Fra det forste Øieblik,
Da jeg Liv og Aande fik,
Ja til denne Time sparet.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Sin enbaarne Son han ikke
Sparede, men ofres lod,
At han mig af Satans Strikke
Kunde frelse ved hans Blod.
O hvorledes skal jeg kunne
Med min Aand og svage Sind,
Udi Morkhed viklet ind,
Saadant Naade-Dyb udgrunde!
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Han sin Aand mig gi’r til Eie,
Og ved Ordet forer han
Frem mig paa de trange Veie
Ind til det forjætted Land.
Aanden og mit Hjerte fryder
Med en salig Troes-Pagt,
Som forstyrrer Satans Agt,
Ja selv Dodens Magt nedbryder.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Alt det, som min Sjæl kan gavne,
Har han sorget for med Flid,
Lader ei mit Legem savne
Raad og Hjælp i Nodens Tid;
Naar min Kraft, min Magt, min Styrke
Intet mægter, intet kan,
Tager Gud mig ved min Haand
Og begynder selv at virke.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Jorden med alt, hvad den eier,
Himlen med sin ganske Hær,
Hvor mit Øie hen sig dreier,
Alt til gode dannet er.
Dyr og Urter, Sædens Grode,
Skove, Fjelde, Mark og Lund,
Ferske Vand, med Havets Grund
Skulle række mig min Fode.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Naar jeg sover, Herren holder
Vaagent Øie over mig,
Og ved hver Dags Morgen volder,
Naaden den fornyer sig.
Havde Gud ei taget vare,
Og mig trolig staaet bi,
Var jeg ikke sluppen fri
Fra saa megen Nod og Fare.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Som en Faders Hjerte ikke
Straks tillukker Naadens Dor
For sit Barn, som ei vil skikke
Sig saa lydigt, som det bor,
Saa min fromme Gud og Fader
Gjor mod mig paa samme Vis,
Straffer mine Feil med Ris,
Og sit Sværd ei raade lader.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Omendskjont den Straf og Plage,
Som af Gud min lægges paa,
Noget bitter monne smage,
Bor jeg derom tænke saa,
At han som min Ven vil gjore
Mig fra Verdens Strikker fri,
Som jeg end gaar hildet i,
Og ved Korset til sig fore.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Det i Sandhed jeg erfarer,
Som mig ei af Minde gaar,
Kristnes Kors det længe varer,
Men omsider Ende faar;
Naar den kolde Vinter endes
Folger bliden Sommer paa,
Saa til Glæde Korset maa
For en taalig Kristen vendes.
Alt tilsidst en Ende faar,
Men Guds Kjærlighed bestaar.

Som da ingen kan udgrunde
Herrens store Kjærlighed,
Saa vil vi med glade Munde
Ret som Born i Ydmyghed
Bede dig, vor Gud og Fader,
At vi her maa timelig
Takke og velsigne dig,
Indtil du tilsidst tillader,
At vi maa evendelig
Love, ære, elske dig.